Charlotte Wegener - Kommunikation

Open writing for open science

Først helt indledende: Hvor stammer du fra?

Jeg stammer fra en lille by ved Ringkøbing, der hedder Stadil. Siden gymnasiet har jeg boet i Aarhus, hvor jeg har taget min uddannelse som cand. mag. i musikvidenskab og nordisk litteratur. Jeg arbejdede som uddannelseschef på Social- og Sundhedsskolen i Silkeborg, da jeg fik bevilget midler til et erhvervsPhD-projekt i 2010.
 

Hvorfor søgte du optagelse i talentprogrammet?

Jeg blev opfordret af min chef.
 

Hvad handler dit projekt mere konkret om?

Mit projekt handler om, hvordan vi kan udvikle akademisk skrivning, så den blive mere ’åben’. Åben skrivning/Open Writing relaterer sig til ’Open Science’ paradigmet, som er på vej ind på EU’s dagsorden. Open science angår, hvordan forskning kan blive mere demokratisk; både ved at involvere borgere i selve forskningsprocessen, ved at give mere åben adgang til data og publikationer, men også ved at formidle forskning på måder, der er tilgængelig og forståelig for flere. Åben skrivning, som jeg gerne vil udvikle gennem projektet, handler derfor både om at skabe mere åbne skriveprocesser og at skrive i forskellige formater og genrer for at nå flere forskellige målgrupper. Med projektet ønsker jeg at arbejde væk fra, at forskningen lukker sig om sig selv og bliver indforstået, og hen imod at forskningen åbner op til samfundet og mellem forskellige forskningstraditioner og forskningsfelter. 
 

Hvordan skal pengene bruges?

Pengene skal bruges til at ansætte en PhD-studerende; til at etablere en national arbejdsgruppe, der udvikler akademisk skrivning (deres egen og de studerendes); til deltagelse i konferencer om kreativitet og innovation i forskningsformidling og til en forskerlederuddannelse. Projektet etablerer sideløbende med den nationale arbejdsgruppe en international forskergruppe, som i projektets sidste år skal udarbejde en EU-ansøgning om konceptualisering og praksisudvikling af ’Open Writing’.
 

Hvad betyder det for dig, at du er blevet optaget i talentprogrammet?

Det betyder, at jeg kan sammenkoble og udvikle mine to forskningsinteresser; innovation og skrivning. Det betyder også, at jeg kan arbejde med det, der interesserer mig allermest i de næste tre år. Jeg er naturligvis også glad for og stolt over den anerkendelse, som tildelingen af midler er udtryk for.  
 

Hvad håber du på at opnå med forskningsprojektet?

Jeg håber at skabe et nyt praksis- og forskningsfelt: Open Writing/Åben skrivning.
 

Hvem er dit forbillede inden for forskning?

Der er mange, men en af dem er den amerikanske organisationsforsker Carl E. Weick – han er nyskabende og lidt ’skæv’ i sin tænkning, og han formår at koble ting på nye, interessante måder, fx jazz improvisation og organisationsudvikling. Ellers bliver jeg ofte inspireret af skønlitteratur og er en stor fan af A.S. Byatt og ikke mindst David Foster Wallace, der skrev blændende, men ulykkeligvis begik selvmord da han var 46 år.
 

Hvad betragter du som det mest interessante forskningsresultat indenfor dit område?

Jeg tror ikke rigtigt, at mit forskningsfelt producerer ’resultater’, men jeg synes, det er spændende, at forskning efterhånden kan udfoldes og formidles på mange måder; fx på blogs og med litterære og visuelle virkemidler. Forskning er kommunikation, og det er altid relevant at udvikle og eksperimentere med den kommunikation, så den bliver så forfinet og interessant som muligt.