nyhed

Nu er ISU etableret og kommet godt fra start

Nu er ISU etableret og kommet godt fra start

Med bl.a. et nyt website, support ved ansættelse af nye internationale medarbejdere, en succesfuld Fyraften sammenkomst og nye tiltag i støbeskeen har International Staff Unit (ISU) fået etableret sig som en hjælpende hånd i aktiviteterne omkring AAU’s internationale ansatte.

Lagt online: 19.09.2018

BILLEDTEKST: På øverste billede ses det meste af holdet bag ISU. Fra venstre er det Gry Trosberg Andersen, Catarina Bettencourt, Christina Wiederholt, Chanette Jakobsen og Kirsten Böttger. Se flere billeder nederst i artiklen.

INDSATSOMRÅDE: INTERNATIONALISERING

Med Limfjorden i baggrunden, højlydte grin og snak på engelsk fra nationaliteter af enhver slags samt kaffe, the og kage på bordet var scenen sat for en hyggelig eftermiddag i kollegers selskab. Det var onsdag den 12. september, at ISU for 3. gang afholdt Fyraften – AAU Staff Meet Up, som gentages hver 14. dag. Denne gang på Create ved havnefronten i Aalborg. Her var primært internationale ansatte på AAU mødt frem i mere uformelle omgivelser til en snak om løst og fast.

Catarina Bettencourt, der er International Staff Officer med ansvar for Kommunikation og Events, og som er en af kvinderne bag Fyraften - AAU Staff Meet Up, fortæller:

Catarina Bettencourt

− Fyraften sammenkomster giver internationale ansatte en mulighed for at socialisere og netværke i mere uformelle omgivelser end den daglige arbejdsplads. Arrangementet skal være med til at styrke sociale- og arbejdsrelationer for de mennesker, der kommer for at arbejde i et nyt og til tider ukendt land.

Fyraften er et af flere initiativer, ISU har søsat for at fremme de internationale ansattes integration og sociale relationer under deres tid i Danmark. ISU’s opgave er netop at fremme internationalisering ved at understøtte rekruttering, flytning, onboarding og fastholdelse af akademisk personale med internationale baggrunde.

Ud over Fyraften – AAU Staff Meet Up vil der i løbet af den kommende tid blive introduceret flere nye netværksaktiviteter og sociale events. Herunder fx Culture Jam, som er en workshop for internationale medarbejdere og eventuel medfølgende partner. Workshoppen skal bidrage til, at skabe en bevidsthed om vores forskelligheder, som til tider kan skabe udfordringer og misforståelser. Derudover vil der være en introduktion til, hvordan den danske kultur typisk adskiller sig fra øvrige landes.

Nyt website

Med det udgangspunkt at skabe en brugervenlig og lettilgængelig platform med information for AAU’s internationale ansatte har ISU for nyligt relanceret websitet www.isu.aau.dk. Her håber man at mindske den fremmedhed og ukendte faktorer, der kan være ved at skulle bosætte sig og arbejde i et nyt land. Catarina Bettencourt uddyber:

Mere info om ISU

Yammer

www.yammer.com

I gruppen ”AAU Staff Community” på Yammer orienterer ISU løbende om nyheder og aktuelle events, ligesom man kan dele tips og tricks med andre AAU-ansatte eller stille spørgsmål til ISU.

Administrative kolleger, der arbejder med opgaver omkring ansættelse af udenlandske forskere og ph.d. studerende kan holde sig opdateret og kommunikere med ISU i gruppen ”ISU Netværk for TAP-medarbejdere”

Facebook

www.facebook.com/ISUatAAU

ISU har deres egen facebook-side hvor det er muligt at holde sig opdateret med arrangementer m.m.

Nyhedsbrev

ISU udgiver hver anden uge et nyhedsbrev med nyt fra ISU samt arrangementer på AAU samt i Aalborg og omegn. På sigt vil der ligeledes være arrangementer i København og Esbjerg inkluderet.

Nyhedsbrevene kan findes på www.ISU.aau.dk. Man kan tilmelde sig nyhedsbrevet på websitet eller sende en mail til cab@adm.aau.dk med emnet "Tilmeld mig til ISU-nyhedsbrevet".  

− Der har i udviklingen af hjemmesiden ikke kun været et stort fokus på at gøre hjemmesiden simpel at bruge og navigere i for de nye internationale ansatte. Vi ønsker at være en hjælpende hånd og derfor har vi også arbejdet meget på at gøre hjemmesiden til en portal med vejledninger og relevant information om Danmark og danske forhold. Det er med henblik på at dække så mange aspekter af tilværelsen i Danmark som muligt. Det tæller alt fra praktiske forhold ved at bosætte sig i landet og arbejdet på AAU til netværksgrupper og -aktiviteter og oplevelser i Danmark. 

Om International Staff Unit (ISU)

ISU er sat i verden for at yde professionel støtte og personlig vejledning til alle internationale ansatte og gæsteforskere på AAU. ISU er Aalborg Universitets kontaktsted for ansatte vedrørende internationale anliggender.

Læs mere om International Staff Unit: www.isu.aau.dk

Fyraften – AAU Staff Meet Up afholdes i Aalborg hver 14. dag om onsdagen fra kl. 16.00 – 17.00 og er for både internationale og danske ansatte. Hver gang afholdes sammenkomsterne et nyt sted, ligesom der vil være pop-up Fyraften sammenkomster i København og Esbjerg.

Læs mere om kommende Fyraften sammenkomster og andre arrangementer: www.isu.aau.dk/events

 

Strategisekretariat